Rideulykken part 2.

Rideulykken part 2.

Jeg ankom til skadestuen og de kørte mig ind i et rum, hvor der stod en sygeplejerske. Hun kiggede på min arm og skulder, den var nærmest helt sort, helt forslået fra skulderen og ned til albuen. Jeg fik mere is på, og min mor og søster ankom. Jeg græde pga. de store smerter, det var virkeligt et helvede. Jeg fik morfin, men fik en allergisk reaktion. Hun skyndte sig at hente modgiften og sprøjtede det ind i mig. Modgiften var sådan en tyk væske, at jeg kunne mærke den løbe igennem min blodåre, det gjorde pisse ondt. Hun hentede så nogle smertestillende piller i stedet for, men de kunne kun dække lidt af smerten. Jeg skulle nu ind i røgten, og de rykkede rundt med min skulder og arm, aldrig har jeg været igennem noget så hårdt. Jeg kom ind i rummet igen og fik lov at hvile mig. Lidt efter skulle jeg ind i en MR scanner, og skulle rykkes i igen. Jeg ankom ind i rummet en gang til og lå der indtil en læge kom ind. Han kiggede på billederne og kunne fastslå at min skulder var gået af led, og jeg havde brækket et stykke af min overarm af. Klokken var nu blevet 9 om aftenen, og jeg kom derud kl 3. Der kom en mandlig sygeplejerske ind, og de klippede min t-shirt op, det var endda en Mikkel Kessler t-shirt med hans autograf på. De fjernede forsigtigt min bh, da jeg ikke ville have den skulle klippes af. Så der stod jeg, i bare patter, foran en mandlig sygeplejerske, pretty akavet. De lagde en slynge om mig som sad helt tæt ind til kroppen. Jeg fik en stor hvid skjorte på af sygeplejersken, og de sagde vi blev indkaldt til kontrol om en uge for at se om det var groet sammen (Det regnede de med det ville gøre af sig selv.) Der gik lidt over en uge før vi blev indkaldt, og i den uge, var det et rent smertehelvede. Jeg fik 12 smertestillende piller hver dag, som ikke engang fjernede alle smerterne. Jeg kom derhen igen til røntgen, og det viste sig at min skulder stadig var ude af led, og stykket fra min overarm slet ikke var groet fast igen. Ham jeg snakkede med ringede til deres skulderekspert og spurgte om det var nødvendigt at jeg skulle opereres, han ville lige se billederne først, og det havde han først tid til i aften. Jeg spurgte om det ville gå ud over min ridning, og så svarede han: ''Nej, men nu er ridning jo ikke alt.'' WRONG MISTER, ridningen er min livsstil, det er en del af min hverdag, det er alt jeg går op i, og det er alt jeg lever for. Min verden ville gå under hvis jeg ikke kunne ride igen. NÅ MEN.. Jeg fik at vide at jeg skulle tage hjem og faste indtil skuldereksperten ringede. Han ringede så om aftenen og sagde jeg ikke blev opereret i dag, men højst sandsynligt næste dag, så der skulle jeg faste en gang til. Næste dag ringede han igen ved 3 tiden (havde fastet indtil da, og må jo heller ikke ryge eller drikke noget) men jeg skulle ikke opereres i dag heller, men i morgen sagde han, i morgen. Jeg håbede så at det den her gang passede, for det er rimeligt svært for en ryger ikke at ryge i så lang tid, og værre er at faste når man har dårligt blodsukker efter sin far. Han ringede til mig næste morgen og sagde jeg skulle komme derud nu, for han havde tid til at operere mig der. Jeg blev kørt derud af min fars veninde, og min far og søster var med. Min mor ville komme efter arbejde. Jeg blev vist ind i den stue jeg skulle ligge i af min sygeplejerske, og fik hospitalstøj på. Aldrig i mit liv har jeg været mere ydmyget da jeg stod i det hospitalstøj. Underbukserne gik fra navlen og helt ned til knæene, de var alt for store, og det var bukserne og blusen også. Jeg hilste på hende jeg skulle ligge i stue med, det var en flink gammel dame. Jeg var så sulten og rygetrængende men der var to timer til operationen endnu. Det var første gang jeg skulle opereres, og første gang jeg skulle i fuld narkose, så der kunne ske alt under operationen. Jeg sad inde i min seng, da der kom en og hentede mig, og kørte mig væk. Jeg fik sagt farvel til min mor, far og søster. Jeg kunne ikke se så meget for jeg måtte ikke have kontaktlinser i. Så alt var sløret da jeg blev kørt op til operationsstuen, jeg ankom og.....

- Følg med i det næste indlæg som bliver det sidste omkring hele operationen, billeder og tankerne.  

Rideulykken.

Så jeg lovede i mit sidste indlæg at fortælle om rideulykken der var grunden til jeg ikke kunne blogge i lang tid.

Rideulykken.
- Jeg var nede på springbanen og ride western, Emma (en veninde fra Norge) var gået ned i byen for at hente sin hund imens jeg red, og heldigvis var min bedsteveninde (Adele) ved mig. Jeg red tit western nede på springbanen fordi der er masser af plads til at få fart på og bare give slip. Jeg var i fuld gang med at ride gallop, da min gjord lige pludselig knækkede, Jeg havde endda pudset alt mit westernudstyr dagen før så netop det ikke ville ske. Jeg faldt over Lars' hoved (min pony) med sadlen flyvende lige bag mig. Jeg kan huske det hele gik så hurtigt og jeg kunne ikke forstå hvad der var sket. Jeg landede lige på min højre skulder lodret ned på jorden (jorden er hård dernede) og jeg hørte et højt 'knæk'. Jeg lå på jorden og var gået i chok, jeg kunne ikke trække vejret og var bange. Jeg kunne høre min bedsteveninde komme løbende og råbe om jeg var okay. Jeg havde lært at man skal tage begge sine arme over hovedet hvis man ikke kunne trække vejret, så der lå jeg, på jorden og ville tage begge mine arme over hovedet, men det var kun den ene arm der kom op, den anden arm lå der bare, og lige meget hvor hårdt jeg prøvede kunne jeg slet ikke bevæge den. Jeg vidste at det her ikke var godt, og prøvede at sidde mig op. Jeg fik sat mig op og kiggede ned ad højre side på min krop, min arm hang bare ned, og den så længere ud end den plejer, jeg rystede fordi jeg var i chok, og jeg frøs. Min veninde lagde underlaget fra sadlen over mine ben og en trøje over mig. Jeg havde virkeligt ondt, jeg har aldrig oplevet en så stor smerte før. Normalt plejer jeg bare at bide tænderne sammen, jeg er ikke så pivet, men her kom tårene fandme frem. Jeg prøvede at holde dem inde, men det var svært. Min stemme rystede når jeg snakkede med min bedsteveninde. Jeg vidste ikke her hvad der var gået galt endnu, det eneste jeg kunne tænke på var Lars, jeg spurgte hvor han var, og hun pegede lige skråt for mig, han stod bare og åd græs. Hun ringede efter ambulancen, som instruerede os i hvad vi skulle indtil de kom. Jeg skulle støtte min skadede arm med den anden og bare holde mig i ro. Min bedsteveninde tog Lars op i boksen og kom ned til mig igen. Jeg havde brug for en smøg, og det skulle bare være nu, inden de kom og hentede mig. Vi nåede lige at gå op og hente dem inden ambulance mændene var der. Ham den ene mærkede på min nakke, mine ribben og næsten alle steder for at finde ud af om der var sket andet. De lagde mig op på en båre og tog mig ind i ambulancen. Jeg fik drop, og taget mit blodtryk imens jeg lå og ringede min mor op for at fortælle hende den dårlige nyhed. Min mor og min søster ville møde mig ude på skadestuen. Jeg nåede lige at se Emma kigge helt forskræmt ind i ambulancen og ikke helt forstå hvad der var sket, jeg prøvede at lyde glad og råbte bare ''HEJ EMMA!'' Jeg ville ikke have hun skulle bekymre sig om mig. De lukkede dørene, og jeg fik en iltmaske på fordi jeg ikke kunne trække vejret så godt. Bagefter fik jeg lattergas for smerterne, jeg bliver ekstremt skæv af lattergas, så jeg svarede sådan ca. 5 minutter efter spørgsmålet blev stilt. Han lagde is på min skulder, og jeg kiggede op på skærmen hvor der stod en masse tal om mit blodtryk.

- Følg med i næste blog, hvor den handler om hvad der skete ude på skadestuen og resten af følgerne + billeder.

Back again..

Grunden til at jeg ikke har blogget i lang tid, er på grund af at jeg var ude for en rideulykke, jeg forklare mere om det i næste indlæg, lige nu har jeg bare mest brug for at komme ud med det jeg skriver nu.

DÅRLIGT HUMØR.
- Jeg er i rigtig dårlig humør i dag, lige fra jeg vågnede af. Tror mest grunden til det er skolen. Jeg er startet på VUC, og det er bare blevet lidt for meget for mig. Jeg føler slet ikke jeg passer ind nogle steder på skolen, jeg kender ingen der, mangler at have mine gode veninder ved min side. Jeg føler ikke rigtig selv at jeg har nogen grund til at gå der. Jeg ville selv have taget pædagogpakken der, men min mor bestemte at jeg skulle tage enkelte fag. Jeg har 9 timers matematik hver uge, og det er det værste fag jeg ved. Jeg burde nok snakke med min mor om det, men hun vil sikkert ikke lytte til det. Jeg står op to timer før jeg skal møde for at gå med min hund, min mor hjælper ikke rigtig, og nogle gange ville jeg ønske jeg kunne sove bare lidt længere. Jeg har fået rigtig mange lektier for, og det kan jeg slet ikke overskue, især fordi jeg ikke kan finde ud af det, og min mor kan ikke hjælpe. Tror at jeg er kommet på de forkerte hold, alle de andre er meget bedre end mig, og jeg prøver virkelig, men det er som om skolen ikke rigtig hjælper mig, lærerne har slet ikke tid til ar hjælpe mig. Skolen har tilbudt mig at jeg går til psykolog der, og jeg er begyndt at tro på at det er en god idé. Det er som om jeg er ved at løbe ind i en depression igen, eller stress. Jeg har allermest bare lyst til at græde lige nu, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg snakker med et par personer på VUC, men det er ingen jeg sådan kunne finde på at være sammen med, der er bare ingen der har den samme humor som mig. Alle kigger på mig, og pigerne kigger især meget snobbet på mig, selvom jeg smiler til dem. Det er virkeligt svært for mig ikke at have så stor en vennekreds på skolen når man er vant til det. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gribe det hele an, det er gået hen og blevet en lidt for stor mundfuld til mig. Hvad skal jeg gøre?

Never underestimate the pain of a person because the truth is everyone is struggling. It's just some people hide it better than others.

et sundere jeg.

Så alle dem der kender mig godt ved at jeg ryger. Jeg er kommet helt op på 2 pakker om dagen, og det skal en 17 årige pige ikke. Det løb bare helt af med mig, og jeg ved ikke hvordan jeg kunne ende der. Jeg havde faktisk aftalt med en god ven at jeg ville stoppe med at ryge, men jeg har ikke viljen til det lige nu. Det er altså ikke lige så nemt at bryde en vane man har haft i et par år. Men jeg har besluttet mig for at skære ned på det. Jeg fik en pakke smøger af min mor til en hel weekend, og den holdte fandme i 3 dage. Det var faktisk ikke så svært for jeg måtte ikke ryge indenfor hjemme ved Emilie, det er straks hårdere herhjemme.

Nå men ifølge min BMI er jeg normalvægtig, det føler jeg bare ikke selv, så jeg er gået på slankekur. Jeg er slet ikke tilfreds med mig selv, og jeg hader at vise min krop frem. Jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig har fået en så dårlig selvtillid, men jeg glæder mig også til at komme i bedre form, for mine rygerlunger brokker sig hele tiden. Jeg vil gerne tabe 10 kg, men min mor siger at det må jeg ikke, så jeg nøjes bare med 5 kg, hvis jeg da kan styre det, og ikke bare bliver ved med at tabe mig. Jeg begynder i fitness, og så rider jeg jo i forvejen en time hver dag. Jeg tager ud og løber hver aften med min søster, og overvejer samtidig at starte til zumba (det skulle vidst være sjovt og effektivt ). Jeg ville gerne ned og veje 50 kg. Men det kommer jeg aldrig til, fordi jeg har udviklet muskler af ridning, og fordi jeg er så høj (180cm.). Jeg skal i sommerhus her på søndag, hvor der er gratis fitnesscenter, solarie, pool, basketbane og bowling. Så der er jeg i hvert fald sikker på at tabe mig.

Sagen.
- Min mor har ringet til politimanden omkring alt det der med at ''han'' skulle være 15 år, og politimanden lovede at ringe tilbage, han har bare ikke ringet tilbage endnu. Det er sådan set det eneste der sker lige nu..

“Always forgive your enemies; nothing annoys them so much.''
- Oscar Wilde

Sag, eller ikke?

Sagen.
- Okay, så siden sagen er blevet stoppet, har min mor sagt at hun vil ringe til vores advokat og høre lidt mere om det. Hun vil gerne starte sagen op igen, men problemet er at siden det er os der starter den, skal vi selv betale.Og det har vi ikke penge til, det ved jeg at vi ikke har. Men min mor nægter at give op. Vi skal ogsåselv betale for psykolog så. Jeg vil gerne ha erstatning, men jeg ved ikke heltom jeg gider i gennem en retsag. For lige siden den er blevet stoppet er jeg faktisk blevet glad igen. Måske fordi jeg ikke skal gå rundt og tænke på det så? Men hvordan fortæller jeg min mor at jeg vil give op? Jeg er altid blevet opdraget med at kæmpe for mine rettighedder.

Min weekend.
- Jeg kom lidt væk fra Åbenrå, tilbragte hele min weekend hjemme ved Emilie's mor, sammen med Emilie. Det var dejligt at tilbringe tid med hende igen, jeg har sådan savnet det. Hun har altid støttet mig, og hun har altid kommet med det samme når jeg har været ked af det, selv om det bare var ''kæresteproblemer'' var hun der for mig. Hun er også den person jeg altid kommer til først, med mine problemer. Hun betyder alt for mig, og jeg er så glad for at have sådan en veninde.

Sååå... Hvordan har jeg det? Jeg er så glad for tiden, jeg elsker at jeg kan grine af ligegyldige ting igen,og siden jeg er blevet single har jeg følt mig fri. Der er den her fyr, jeg har altid, ALTID, haft følelser for ham. Og vi har altid noget on/off. Og måske er det også det der gør mig så glad, for jeg er begyndt at skrive med ham igen. Jeg begyndte at savne ham meget da jeg var sammen med min sidste kæreste, men han er sgu også så skide charmerende altså! Brune øjne, og en skør personlighed, det er lige mig. Men smutter nu, i har vidst hørt nok for i dag.

If you smile when no one else is around, you really mean it.

For at indhente tiden.

Nå men anyways, så har jeg fundet ud af at Stine har planlagt det hele fra starten. En af mine, lad os kalde det en kilde, fortalte mig at hun snakkede med hende i mobil, Stine havde så fortalt at hun altid har haft følelser for Chris, og bare har gået og ventet på at jeg slog op med ham. Fed bedste veninde jeg har haft hva? Men jeg giver faktisk ikke en fuck mere. Har en sød fyr i tankerne.

Men for at indhente tiden.
- Jeg er jo flyttet til Aabenraa nu, det er en skøn lejlighed ( vi har net igen btw). Det var meningen jeg endelig, langt om længe, skulle have min kat tilbage. Men skæbnen ville noget andet. Han var blevet kørt ned, og havde fået knust sit bækken. Han skulle opereres til en pris på 5000,- , men det var værre end de troede da de lukkede ham op, vi fik valget at vi kunne få en operation til 25000,- i Århus, men de ville ikke garantere at han nogensinde kunne komme til at gå igen. Så han blev aflivet. Han er et bedre sted nu, jeg havde bare sådan set frem til at få min lille baby tilbage igen, han betød alt for mig. Før jeg fortalte om overfaldet, kom han altid hen og trøstede mig når jeg var ked af det, og jeg kunne sove trygt om natten med ham ved min side. Og nu er han væk. Jeg glæder mig til jeg en dag bliver genforenet med ham.. Rest in peace min skat. Jeg har besluttet mig for at få skrevet ''Sebastian'' på foden, som min næste tatovering.  

Jeg har ønsket mig en hundehvalp i 2 år, og så ringede min søster til mig, om jeg ville have en, for der var en ude på en gård, den kunne bare ikke gå på den ene ben, og dens mor ville ikke have den. Og dem der har gården ville aflive den ved at smaske en sten i hovedet på den. Jeg kan ikke klare sådan noget, så jeg sagde jeg gerne ville have den. Jeg har fået en hund nu, og hun hedder Bella, hun er så skøn. Jeg har aldrig set en sødere hvalp end hende! Men det med benet viste sig at være slemmere end regnet med. Hun havde brækket lårbenet midt over, og dyrlægen sagde hun har gået med det fra hun var ca. 4 uger. Hun blev opereret og alt gik perfekt (heldigvis). Hun gik med gips på i et stykke tid og fik det så af. Hun skulle genoptræne sit ben, men nu går hun normalt igen. Hun skal opereres igen om 4 uger, hun skal ha skruen ud som har holdt sammen på det hele. Hun har haft en svær start på livet, men jeg håber på at give hende det bedste liv en hund kan få.

I cry because others are stupid, and that makes me sad. - Sheldon.


 - Et billede af Bella.
 Sebastian. <3

Spis svin med kælling til.

Skriver lige en hurtig blog inden jeg skal se fodbold.

- I ved godt var sur jeg var i går ikå? Så vent til i høre det her ;-)

Det er ikke engang 2 dage siden jeg droppede Chris Philipsen Varming Skriver og hvem lå i hans seng i dag? Min såkaldte ''bedsteveninde'' Stine Schuchardt som er sur på mig. Det er bare noget man IKKE gør, sådan noget er en hver da klar over? Jeg er SÅ skuffet over begge to. Som om jeg ikke har nok at tænke over i forvejen? Men hey? Så er det da godt jeg har en sød fyr at være sammen med lige nu. I er velkommen til at sende dem en sviner på facebook, nu har i jeres navne. Hey og Chris? Håber du har det godt nu hvor hele Årø hader dig ;-)
#PEACEOUT.